Agronomiske principper ved kartoffeldyrkning

Kartoflens kendetegn

Kartofler har et trævlet rodsystem. Rødderne bliver ikke længere end omkr. 60 cm. Derfor er kartoflernes rodnet mindre sammenlignet med kornsorter, der kan have rødder i over en meters dybde. Som et resultat heraf, kan kartofler have svært ved at udnytte dybere liggende næringsstoffer og fugt.

Selvom rodvæksten sker ved jordtemperature på mellem 10-35˚C, sker den mest aktive rodudvikling ved jordtemperature på 15-20˚C.

Bladvækst sker ved temperature på mellem 7 - 30˚C, men optimal vækst er mellem 20 - 25˚C. De optimale temperaturer for spirernes vækst er tilsvarende.

Væksten af knoldene udløses af korte dagslængder (fotoperioder) og involverer væksthormoner. Jo koldere jordtemperatur, jo hurtigere vil knoldene udvikle sig og jo flere knolde vil der komme. Den mest optimale jordtemperatur for knoldudvikling er mellem 15-20˚C.

Fysiologisk aldring

Ved at plante læggekartofler der allerede er spiret, kan plantens vækst forceres. Effekten af denne fremgangsmåde og indvirkningen på det samlede udbytte hænger sammen med sættekartoflens alder ved plantningen.

Temperaturen i læggekartoflens omgivelser er nøglen til at kontrollere den fysiologiske aldring. Hvis temperaturen er højere end 3,8˚C ”vækkes” kartoflen af dens dvaletilstand og den vil begynde at spire.

De forskellige sorter varierer i antallet af dage inden de begynder at spire og dermed inden de er klar til plantning.

Kartofler der har ligget til forvarmning længe er en fordel ved tidlige sorter eller når vækstsæsonen er kort. Når der plantes spirede læggekartofler er det vigtigt at kontrollere antallet af spire, samt længden af spirene (maksimalt 2 cm) for at sikre optimal vækst i og at undgå skader ved sætningen.

Jordtype og kontrol

Kartofler dyrkes på en række forskellige jorder, som varierer fra sandmuldede til lermuldede jorde, alle med forskellig evne til at holde på vandet. Den ideelle jord til kartoffeldyrkning er velstruktureret med gode dræn, som tillader god ilttilførsel til rødderne og knoldudvikling med minimale rodsygdomme.

Kartofler foretrækker jorde med et reaktionstal på 5,5 – 7 og lavt saltindhold. Kartofler dyrkes dog i praksis i jorde med reaktionstal fra 4,5 – 8 og dette har en påvirkning på tilgængeligheden af forskellige næringsstoffer. Ekstreme reaktionstal bør tilpasses hvor det er muligt. Ved meget lave reaktionsværdier kan der opstå metalforgiftning fra aluminium og andre tungmetaller, samt P og Mo mangel i kartoflerne.

Ved reaktionstal over 7,5 kan næringstilgængeligheden af især fosfor og mikronæringsstofferne være begrænset, selvom store mængder er tilgængelige i jorden. Kalkning kan forbedre uønskede lave reaktionstal, her skal der dog tages højde for at kalkningen skal ske mindst 6 måneder før kartoflerne plantes. Kartofler er mere udsatte over for almindelig skurv, når de dyrkes i jorde med højt reaktionstal.

Hybning

Vandstyring

Afgrødebeskyttelse

Tidlig kartoffelskimmel er et problem, især for de tidlige sorter hvor det spreder sig fra bladet til knoldene. Dette kan resultere i svære bladtab.

Sene skimmelangreb kan også forekomme under kolde og fugtige forhold og hvis ikke problemet kontrolleres, kan det det sprede sig til knoldene, hvilket resulterer i brune og rådne rodknolde.   En række af forskellige virus kan også påvirke kartoflernes bladvækst, hvilket resulterer i et mindre udbytte. Kontrol af bladlus og andre sygdomsbærere minimerer skaderne.   Derudover kan forskellige fritlevende rundorme eller kartoffelcystenematoder, også kaldet kartoffelål, give svære skader. Et godt sædskifte er en nødvendighed for at minimere afgrødetab.