Når man taler om gødning, skelnes der mellem makronæringsstoffer og mikronæringsstoffer, men hvad er forskellen egentlig? Det kan du blive klogere på her.
Ser man på næringsstofferne under et, er der 17 næringsstoffer, som planten har et absolut behov for. Hvis ikke disse næringsstoffer enten tilføres eller findes naturligt forekommende, kan planten ikke gennemføre sin livscyklus. Disse 17 kaldes for de essentielle næringsstoffer, og deres betydning illustreres ofte ved Liebigs kar, hvor de hver især udgør en af karrets stave. Det opnåelige udbytte illustreres ved karrets indhold, og den laveste stav afgør dermed, hvor stort udbytte man kan opnå. Denne illustration, som ses i figur 1, har to væsentlige pointer:
De enkelte plantearter har forskellig sammensætning og dermed forskelligt næringsindhold, men som et groft gennemsnit gælder angivelserne i tabel 1. Her ses hvor stor en del af plantens biomasse det enkelte næringsstof udgør. Dette fortæller imidlertid intet om behovet for tilførsel, da nogle næringsstoffer tilføres via luft og vand, og andre i større eller mindre grad findes i jorden i forvejen.
Opdelingen i makronæring og mikronæring fortæller noget om tilførselsbehovets størrelse for de enkelte næringsstoffer. Således er makronæring de næringsstoffer, hvor afgrøderne har et behov for tilførsel på over 1 kg/ha, mens mikronæring er de næringsstoffer, hvor behovet er under 1 kg/ha. I tabel 2 ses de 12 næringsstoffer, hvor vi under danske forhold har regelmæssigt behov for tilførsel, samt en omtrentlig størrelse på dette behov. Ud af de 17 essentielle næringsstoffer, er der altså kun 12, som vi regelmæssigt tilfører som gødning. Resten er enten naturligt forekommende eller tilføres via luftens CO2 og regnvand eller kunstvanding. Som det ses, varierer tilførselsbehovene meget. Der er stor forskel på de enkelte afgrøders behov og deres evne til at udnytte naturligt forekommende næringsstoffer. Det bedste eksempel herpå er bælgplanternes evne til at optage kvælstof fra luften, der medfører, at de har et tilførselsbehov på 0, mens andre planter behøver tilførsel på flere hundrede kilo pr. hektar. Et andet eksempel er jern, hvor planternes forbrug er på 500-1000 g/ha, mens hvor tilførselsbehovet ofte ligger væsentligt under, da de naturlige forekomster ofte dækker behovet.