I sidste Vækstaktuelt skrev vi om forsøg med biostimulanterne YaraAmplix OPTITRAC og YaraAmplix SEEDLIFT i stivelseskartofler hos Christoffer Ulrich på Krogenskær. Nu kan vi præsentere resultaterne, ligesom vi kan præsentere resultater fra helt nye Landsforsøg med YaraAmplix OPTITRAC og mikronæringsblandingen YaraVita KOMBIPHOS.
Forsøget hos Christoffer Ulrich på Krogenskær ved Brønderslev blev udført på en JB 2 jord uden vanding med fosfortal på 5,8 og kalital på 14. Der blev grundgødet med 121 kg N, 15 kg P og 110 kg K. Kalitildelingen blev gradueret ud fra jordbundstal. Medio juli blev der sengødet med 27 kg N ud fra bladsaftanalyse. Sorten var Sapodi, og kartoflerne blev lagt 29. april 2022.
De behandlede kartofler fik tilført 0,5 l YaraVita Seedlift pr. ton på rullebord før lægning samt 3x2 l YaraAmplix Optitrac pr. ha. udsprøjtet medio juni, ultimo juni og medio juli. Marken blev høstet med udbyttemåler medio oktober.
Der blev opnået et meget stort merudbytte for behandlingen på 22,42 hkg stivelse/ha svarende til 7.700 kr./ha i nettomerudbytte. Resultaterne ses i figur 1. Tallene understreger det store potentiale, der er i biostimulanter, og giver også anledning til øget interesse hos Christoffer Ulrich, der udtaler: ”Resultaterne ser meget interessante og lovende ud. De giver helt sikkert anledning til yderligere afprøvning og brug i større stil.”
YaraAmplix Optitrac blev afprøvet i mange kartoffeldemoer over hele landet. Nogle steder blev der kun foretaget visuel bedømmelse og taget planteprøver, men i en del tilfælde blev bedømmelserne fulgt op med prøveopgravninger.
Resultaterne fra to af disse er vist i figur 2, hvor en strategi med 3x2 l YaraAmplix Optitrac pr. ha har givet 2.000 kr./ha netto. I demoerne blev der også udført planteanalyser, og 3x2 l YaraAmplix Optitrac pr. ha øgede indholdet af langt de fleste næringsstoffer markant. Se resultaterne i figur 3.
Ud over de mange demoer blev YaraAmplix Optitrac også afprøvet i en landsforsøgsserie i 2022. I serien indgik, ud over YaraAmplix Optitrac, en række forskellige bladgødningsmidler – herunder også Yaras mikronæringsblanding til kartofler YaraVita Kombiphos, der blev afprøvet i to strategier.
Både YaraAmplix Optitrac og YaraVita Kombiphos gav store merudbytter i disse forsøg. Landsforsøgene i 2022 viser, at der blev opnået 2.500-3.000 kr./ha brutto svarende til 2.000-2.500 kr. netto. Der er således solid dokumentation for produkternes virkning – ikke blot i demoer, men også i de officielle Landsforsøg. Resultaterne ses i figur 4.
I 2023 fortsætter forsøgsarbejdet med såvel YaraAmplix Optitrac som YaraVita Kombiphos. Desuden forhandles begge produkter hos udvalgte grovareforretninger, så vi forventer at kunne komme med endnu flere resultater og erfaringer efter denne sæson.
Asien og Oceanien