Gule majsblade

Majsplanter med kaliummangel bliver lysegrønne eller får gule striber. Gulfarvning – eller “svitsningen” af bladranden, er mest udbredt ved de laveste blade og udvikler sig senere til nekroser. Ved ældre planter bliver bladspidser og bladranden mørk.

Magnesiummangel ses først ved de ældste blade som udvikler gule/hvide kloroser mellem bladnerverne. Planter med svovlmangel er hæmmet af vækst og får grågrønne til gule blade. Bladene får ofte et stribet udseende med lysegule bladnerver. De laveste blade kan forblive grønne i modsætning til ved kvælstofmangel hvor de er de første som bliver angrebet af kloroser.

Hvis majsplantens vækst er reduceret og der er klorose mellem bladnerverne på de yngre øverste blade, liderer planten højst sandsynligt af jernmangel. Dette giver en stribe lignende effekt. Jernmangel er mest set på basiske og kalkholdige jorde.

Det første tegn på zinkmangel er forekomsten af grågule/grågrønne klorotiske striber tæt ved bladbunden eller på hver side af den midterste bladnerve. Yngre blade er hvide/gule i farven – eller har hvid/gule bladkanter med violette stængler. Modningen forsinkes hvilket fører til en reduktion i udbyttet. Zinkmangel forøges ved kalkholdige jorde med høje reaktionstal og høje niveauer af fosfor. Af mikronæringsstofferne er zink dem mest sandsynlige mangel at se i majs, hvor der især ses mangler mellem V2 til V2 stadiet.  Hvis majs lider af kobbermangel, vil de yngste blade blive gullige eller lysegrønne og på et senere stadie i væksten vil de krølle og bladspidsen vil visne.

Under svær manganmangel, vil de yngste og mellemste blade få ens hvid-gule striber i midten af bladet. Striberne vil senere blive nekrotiske med dødvæv, som falder af bladet. Symptomerne er ens med dem som ses ved jernmangel og det er derfor nødvendigt med en bladanalyse for at bestemme den nøjagtige mangel. Manganmangel ses oftest ved tropiske jorde og især meget iltede jorde.